Strømpens historie.

Dette må på ingen måde opfattes som en fuldstændig historisk korrekt gengivelse. Vi hos LegLove har blot forsøgt at samle lidt historiske informationer omkring hvorledes strømpebukserne blev en vigtig del af specielt den vestlige mode og kulturarv.
Har du nogle gode valide fakta omkring strømpens historie er du meget velkommen til at kontakte Tex på tex@leglove.dk. 
Strømpen, et tilsyneladende simpelt stykke tøj, har spillet en central rolle i den menneskelige beklædningshistorie, der afspejler kulturens skiftende æstetik, sociale normer og teknologiske fremskridt. Fra det 1000. århundrede og frem til i dag har strømpen udviklet sig fra et praktisk element til et modeudsagn, hvor den har rejst gennem tid, kultur og civilisation.

Forhistorie

Strømpebukser er et relativt nyt fænomen, hvorimod trikotage (engelsk: hosiery) har været kendt i mange århundreder. Det engelske ord hosiery stammer fra det angelsaksiske ord ”Ental=hose / Flertal=hosen”, som betyder at ”tildække”. Så langt tilbage som i det det 9 århundrede blev benene tildækket med bandager af varierende materiale, ofte holdt på plads med tarmstrenge fra dyr.
 

1000-tallet til det 15. århundrede

I Middelalderens Europa, fra det 10. til det 15. århundrede, blev strømper hovedsageligt båret som en praktisk beklædningsgenstand. Lavet af uld, hør eller silke, de blev brugt til at holde bæreren varm og beskytte mod elementerne. Strømper blev holdt på plads med seler eller bånd, der var bundet omkring benet.

15. århundrede

Det at dække fødder eller ben til med klæder er kendt op til 1000-500 år før Kristus. I denne lille historiske gennemgang af strømpens historie, har vi valgt at begynde vores strømpeeventyr omkring år 1500.
Renæssancen og den efterfølgende Barok-periode så en øget vægt på æstetik og personlig præsentation. Strømper blev længere, ofte rækker op til lårene, og blev en indikator for status. Finere materialer som silke blev populære blandt adelen. Knæhøje strømper, fastgjort med seler, blev en del af det fashionable herretøj. Det 18. århundrede bragte innovationen af strikkemaskinen, hvilket revolutionerede strømpeproduktionen. Strømper blev mere tilgængelige for almindelige folk, selvom de fine håndstrikkede versioner stadig blev værdsat som luksusvarer.

I 15. hundrede tallet kom de tidligste modeller af strømpebukser, til mænd, til verden (Figur 1 & 2). De var lavet af klædestykker som holdtes sammen af et trekantet klædestykke (Engelsk: Cod-piece). Klædestykket havde til formål at dække mandens kønsdele. En anden løsning i hed en ”braguette” som var en pose eller hylster ligeledes anbragt foroven. Den var, som regel, syet af samme stof som bukserne.

16. århundrede

I første halvdel af det16 århundrede blev strømper og bukser skilt fra hinanden. I eksempelvis Tyskland, var det fodsoldater og lejesoldater (Landsknechte – Figur 3), der var skyld i denne udvikling. Renæssancetøjet var meget stift og ubevægeligt, og de have brug for stor bevægelsesfrihed. De snittede derfor tøjet op ved lysken og armhulerne for maksimal bevægelighed. Delene blev herefter ofte, blot holdt sammen af bånd og snore. Denne soldater/ ”Landsknechte” ”mode” bredte sig i løbet af 16 hundrede tallet til de aristokratiske kredse i samfundet. Den blomstrende borgerklasse, især handlende, håndværkere og endda bønder, kopierede denne stil. Dette var i øvrigt første gang man så en ”mode” der spredte sig på tværs af alle sociale klasser. 16 hundrede tallet så også fine silkestrømper fra Spanien, faktisk var Spanien dominerende inden for strømpemoden i anden halvdel af det 16 århundrede. Separationen af bukser og strømper var for alvor startskuddet for strikkede strømpers indmarch i moden blandt mænd. Kvinders strømper forblev gemt under deres kjoler.

Her på figur 4 ses lange drenge strømper der er håndstrikket og efterfølgende broderede med guld og sølv tråde. (ca. 1600-1620).
En af de første referencer til strikkede strømper er da det Spanske hof, som gave, sender et par strømpebukser lavet af silke til den Engelske konge Henry VIII i 1539.

Til trods for at kvinders ben og fødder ”altid” var skjulte i offentligheden fik engelske Mary Stuart (figur 5) (Queen of Scotland 1542 – 1567) også et par strikkede strømper, og i året 1561 fulgte så Queen Elizabeth I. trop ved også at eje et par. Gaven fra Grevinde Montague.

Indtil en teologistuderende (William Lee) fra Nottingham i 1598 opfandt strikkebrættet var alle strømper blevet strikket i hånden. Disse første ”maskin”-strikkede strømper var relativt grove, og ikke kunne konkurrere med fine, silke, hånd-broderede strømper.

17. århundrede

Dette århundrede var kraftigt mærket af 30 årskrigen (1618-1648), og strømpemoden i denne periode blev for en stor del dikteret af datidens soldater. Ingen af de europæiske hof havde styrken til at brænde igennem i Europa på modefronten. I syd herskede den spanske stil og stort set alle andre steder herskede der et mode anarki.

Soldaterne blev rollemodeller for mænd på tværs af alle sociale skel. Lange støvler prægede i den første tredjedel af det 17. århundrede moden, hvorfor strømper ikke have nogen væsentlig synlig rolle at spille i denne periode. Det skyldes at buksemoden var haremsbukser, som gik til under knæet, så disse i kombination med de lange støvler betød, at strømperne stort set ikke blev set. Nogle af de strømper der overlevende dette århundrede viser at strømperne, til trods for usynlighed, var produceret i en meget høj kvalitet.

Startende omkring 1630 afløste strammere bukser de førnævnte haremsbukser. Det var det rige hollandske borgerskab der skabte denne trend. Spanien havde således tabt ”mode”-pusten under 30 årskrigen. Tyskland, som var centrum for en stor del af 30 års krigen formåede ikke at samle sig til en nationalstat. Resultatet modemæssigt var, at flere enklaver i Tyskland udviklende en særlig kærlighed for den franske mode. De der ønskede at være ”inde i varmen” klædte sig i overensstemmelse med den herskende mode fra Paris. Dette var reelt begyndelsen på den europæiske modes historie, hvor Frankrig de næste 300 år var toneangivende inden for moden.

Aristokratiske mænd bar parykker eller havde lange, krøllede frisurer; de bar make-up og foretrak højhælede sko dekoreret med bånd. Alle de europæiske hoffer og aristokratiet orienterede sig i denne periode mod Ludvig XIV’s hof.

18. århundrede

Dette århundrede er kendetegnet ved rokoko og at være en meget ”galant tid”. Alt blev utrolig raffineret og korrekt etikette blev meget vigtigt. Rokokoen var den sidste modetendens der klart skilte sig ud fra andre mode fænomener på tværs af Europa.

Strømpemoden for kvinderne startede omkring 1718, samtidig med at ”Hooped skirt” (figur 10) blev moderne. Et ”hooped skirt” er en meget vid nederdel / kjole som holdes på plads af en gitterkonstruktion udført i reb, træ, knogler fra en hval eller metal. Til denne type nederdel / kjole var hvide strømper der enten blev fastgjort lige over eller lige under knæet ved hjælp af et strømpebånd. Disse strømper var de samme silkestrømper som også mændene anvendte. Strømperne var meget dyre og der opstod en god forretningsmulighed for de som kunne lappe strømper der var løbet (uden for historisk kontekst – lige som vores egen Agnes fra Matador). Strømpebåndet begyndte at spille en vigtig rolle, hvilket ses gennem de mange motiver og små tekster der blev vævet ind i strømpebåndene (figur 9). Det franske hof ført an af Kong Louis XIV and Kong Louis XV fremstod meget feminint. De var glatbarberet og brugte pudder og parfume. Knickers eller Culottes, der var en smule poset, blev den fremtrædende mode og silkestrømperne var synlige fra knæet og ned. Fra ca. 1730 blev der fastgjort spænder nederst på buksekanten, af de moderne knickers. Det betød, at hvor førhen strømpen havde skjult afslutningen på bukserne, var det nu bukserne der skjulte afslutningen på strømperne. Knickers eller culottes blev frem mod ca. 1780 strammere og strammere for til sidst at sidde helt stramt uden folder.

Det blomstrende borgerskab i Europa kritiserede nu denne høviske mode og i modsætning til og aristokratiet klædte de sig demonstrativt enkelt. Engelsk mode havde, efter den borgerlige revolution i det 17. århundrede, lagt afstand til det kongelige hof. Tøj båret af de borgerlige i England, var det alle stræbte i det 18. århundrede. Engelsk mode nåede det europæiske kontinent i 1770’erne. I 1774 udkom en bog ” Die Leiden des jungen Werthers” af Johann Wolfgang Goethe (1749 – 1832). I bogen bar hovedpersonen Werther engelsk inspireret tøj, og han blev rollemodel for borgerskabet i Tyskland. Gennem ”Werther” stilen udøvede unge mennesker deres personlige frihed, samt viste deres modstand mod hoffet. Modstanden kulminerede den 14. juli 1789 ved at pariserne stormede Bastillen (Bastille Saint-Antoine), en befæstet borg i Paris, og hermed var den franske revolution (1789-1799) en realitet. Da Robespierre opfordrede sejlere og arbejdere fra området omkring Marseille at slutte sig til revolutionen i Paris, skabte disse en sensation med deres formløse bukser - kaldet "matelotes". Matelotes gik til læggen og havde i mange år været en del af den traditionelle beklædning for de mennesker, der boede ved kysten, men også arbejderklassen. Disse lange bukser blev kaldt "sans-culottes" (betyder "uden knickers"). Søfolk og arbejdere fra Marseilles blev kendt under dette navn, og blev hurtigt et symbol for den revolutionære aktivisme. De lange bukser fortrængte hurtigt de traditionelle culottes (knickers) der tidligere blev båret i alle borgerlige cirkler. Fremkomsten af de lange bukser, betød, at mænds næsten 1000 års brug af strømper og strømpebukser var slut. Mod slutningen af revolutionen, skiftede moden væk fra "Sans-culottes" trenden. Borgerskabet slog sig sammen med aristokratiet, udøvede en modrevolution, og blev den nye herskende klasse. De vidste, at de var nødt til, at distancere sig fra den lavere klasse gennem deres tøj. Den magtfulde og indflydelsesrige del af borgerskabet overdrev engelsk mode, helt ud i det absurde. De oprindeligt ”revolutionære” lange bukser blev indarbejdet i den traditionelle mode, og borgerskabet fik gennem ”Pantaloons”, udvisket det revolutionære ved lange bukser. ”Pantaloons” blev kendt som de simple og praktiske bukser - skræddersyet og klar til brug. Dette var for tiden en kontrast til aristokratiet, som holdt fast i knickers og silkestrømper. Napoleon Bonaparte (1804 – 1815) udstyrede også hans kejserlige hof med knickers og silkestrømper. Borgerskabet fortsatte dog med at bruge de lange bukser. Pantaloons og strømpebukser fremstillet af silke eller uld og ofte prydet af flotte broderier dukkede op i slutningen af det 18. århundrede. Dette var sidste gang at mænds ben blev fremhævet gennem denne type beklædning – kongelige domstole undtaget. Omkring år 1800 kom strømpebukser, kaldet trikots, til at spille en rolle i forhold til kvinders mode. På denne tid bar kvinder hudfarvede trikots eller strømpebukser under deres kjoler. Dette er en vigtigt beklædningsmæssig historisk begivenhed, i den forstand, det er første gang at et stykke tøj overgår fra at blive brugt af mænd til at blive brugt af kvinder, om end kun for en kort tid. Bemærkelsesværdigt er også at kvinderne overtog det mest maskuline tøjstykke, nemlig bukserne. 

 19. århundrede

Det 20. århundrede så den største ændring i strømpens historie med opfindelsen af nylon i 1930'erne. Nylonstrømper, eller "nylons", blev enormt populære og revolutionerede modeverdenen for kvinder. Strømpebukser, en videreudvikling af nylonstrømper, blev populære i 1960'erne og tilbød en mere bekvem og moderne løsning. I dagens tidsalder er strømper både et modeudsagn og en praktisk nødvendighed. Fra atletiske sokker til designer strømpebukser, fra funky ankelstrømper til varme uldstrømper, reflekterer denne beskedne beklædningsgenstand fortsat vores kulturelle, æstetiske og praktiske behov.
Sammenfattende har strømpen, gennem århundreder, tjent menneskeheden som mere end blot en fodbeklædning. Dens transformation fra middelalderen til nutiden er et vidnesbyrd om menneskets evige stræben efter komfort, æstetik og innovation.
I begyndelsen af dette århundrede kom strømper og strømpebukser til at spille en ny rolle inden for kvinders beklædning. I begyndelsen af dette århundrede overtog kvinder nemlig brugen af strømpebukserne. Dette er også århundredet hvor, det vi i dag kalder en strømpeholder eller hofteholder vinder indpas blandt kvinder. Kun de absolut rigeste kunne betale for strikkede silkestrømper, mens vævede silkestrømper var lidt billigere. Herefter kom strømper lavet af fine hørstoffer, strikket uld, vævet uld og til sidst bomuld.

Strømpeholdere eller hofteholdere kom i strikkede udgaver (Figur 18) og udgaver med elastiske egenskaber kom omkring 1850 (Thomas Hancock tog i 1820 patent på elastisk befæstning af handsker, strømpeholdere, sko og strømper). Det var for denne tid ikke unormalt at bære strikkede uldstrømper uden på silkestrømper. Dette gjorde man for, dels at holde varmen og dels for at beskytte den dyre silke. Undtagelsen var naturligvis hvis man skulle til galla eller lign., her bar man udelukkende silkestrømper, forudsat man havde råd. Som det ses til højre (Figur 17) var det at strikke fine strømper forbundet med mange mål, for at opnå en perfekt tilpasset strømpe.

Dette var nødvendigt da materialerne på denne tid ikke havde meget elasticitet. Op gennem hele det 19. århundrede havde den industrielle revolution naturligvis en enorm indflydelse på produktionen af strømper. På firgur 19 ses en tidlig model strikkemaskine (1870).

De tidligste modeller fra 1860’erne er hånddrevet og kunne i starten kun fremstille rørformede strømper. Der gik dog ikke længe før driftige opfindere havde forbedret maskinerne således at hele sømløse strømper kunne produceres. I slutningen1880’erne blev maskinerne fuldt automatiseret og resten af dette århundrede så man en række strikkemaskiner der kontinuerligt forbedrede både produkt og produktionstider. Dette betød naturligvis også at de med færre midler pludselig kunne købe strømper. De havde ellers før måtte gå barfodet i deres lædersko.

20. århundrede

Kvinder tager for alvor strømpen til sig i dette århundrede. Op til ca. 1920 blev strømper udelukkende anvendt for at holde varmen. Med fremkomsten af beklædning der viste kvindernes bare ben, fik strømpen nu en ny ekstra funktion, nemlig at tildække kvindens bare ben. Frem mod 1940 blev strømperne fremstillet af rayon. Rayon fremstilles af cellulose fibre, primært fra træmasse, hvorfor det færdige produkt og betragtes som halvsyntetisk. Med opfindelsen af nylon (NYLON siges at være en sammentrækning af New York og LONdon) tog udbredelsen af strømper for alvor fart. Der er dog visse tvivl om denne oprindelse af ordet. Nylon blev skabt gennem en række eksperimenter den 28. februar 1935 af kemikeren Wallace Carothers, som arbejdede for DuPont (DuPont er en stor industrivirksomhed i USA). I tiden frem til slutningen af 1950’erne blev ordet nylon synonymt med de strømper kvinder bruger.

I 1958 blev den næste revolution inden for kvindestrømper opfundet. Det var igen DuPont der stod bag. Lycra hedder materialet, og det anvendes altid sammen med andre materialer som bomuld, silke og nylon. Lycra blev først rigtig kommercielt udnyttet i 1962. Lycra er DuPonts gave til kvindestrømpen. Materialet betyder at produkterne får en enorm elasticitet. Materialet kan strækkes 7 gange sin egen længde uden at miste sin elasticitet.

I dag anvendes teknologier som 3D-strikning eller sømløse teknologier.

Fremadrettet vil vi se materialer der under et kaldes ”metamaterials”. Hvorvidt disse materialer vil finde vej ind i produktionen af strømpebukser, selvsiddende, leggings, stockings eller shapewear vides ikke med sikkerhed.

Her følger et lille tillæg om den selvsiddende:

Koncept

Selvsiddende strømper er nylonstrømper, der holdes fast på låret via et eller flere elastiske silikonebånd. Det er friktionen mellem silikonebånd og huden der holder strømpen oppe. Silikonebåndene er syet fast på indersiden, i strømpens øverste del, som ofte også prydes af en blonde. Silikonebåndene betyder, at det ikke er nødvendigt, at anvende hofteholdere eller strømpeholdere. Silikonebåndene er udført, så de netop udøver det korrekte pres mod låret, således de ikke glider ned, og uden silikonebåndet føles ubehageligt.
Silikonebåndene mister deres ”hold-up” effekt (friktionen forsvinder) hvis de kommer i kontakt med bodylotion, olier eller talkum pulver. Den selvsiddende vil glide ned. Nogle gange er selvsiddende foretrukket over strømpebukser af hygiejniske årsager, idet anvendelsen af selvsiddende kontra strømpebukser mindsker udviklingen af bakterier i lyskeområdet. Tykkelsen af strømpen måles i denier. Denier, forkortet ”den” er en måleenhed, der anvendes om tekstilfibres/trådes masse pr. længdeenhed. Enheden er defineret som fibrenes vægt i gram pr. 9.000 meter. En strømpe mærket med "20 den" betyder at 9000 meter af den tråd der anvendes vejer 20 gram.

Navnet

Selvsiddende hedder på engelsk / amerikansk ”Stay-ups”, ”Hold-ups”,”Thigh-high stockings” eller ”Thigh highs”. Ordet ”Hold-ups” blev første gang anvendt det engelske Firma ”Pretty Polly” om deres selvsiddende strømper. Firmaet registrerede ikke navnet, som senere hen blev synonymt med selvsiddende strømper.

Den historiske plads

Med opfindelsen af nylon (NYLON er en sammentrækning af New York og LONdon). Der er dog visse tvivl om denne oprindelse af ordet. Nylon blev skabt gennem en række eksperimenter den 28. februar 1935 af kemikeren Wallace Carothers, som arbejdede for DuPont (DuPont er en stor industrivirksomhed i USA). I tiden frem til slutningen af 1950’erne blev ordet nylon synonymt med de strømper kvinder bruger.

Tak for din tid :-)
www.LegLove.dk